10 VINGUMMIBAMSER OG EN SPISEFORSTYRRELSE, TAK

Vanessa Joy Hobbs Kronik i Politiken

Under overskriften “Spiseforstyrrelser er modeverdenens store tabu” bringer Politiken i dag min kronik. Mit indspark til debatten handler dog om meget mere end modebranchen, og den oprindelige titel er “Ti vingummibamser og en spiseforstyrrelse, tak”

 
I de kommende dage er det atter muligt at se slanke modeller balancere – og måske endda falde – på podierne, når storskærme i København streamer shows fra Copenhagen Fashion Week. Men hvem ser de piger, der ikke bare falder, men falder igennem? Og hvem hjælper dem på benene igen, når de har mistet fodfæstet?

Jeg husker tydeligt den strålende fremtid, jeg fik at vide, jeg havde i vente, da jeg i en alder af 14 år blev spottet som model. Husker, hvor mange gange jeg fik at vide, hvor heldig jeg var. Jeg burde være taknemmelig for den enestående chance, jeg fik – for hvor mange unge håbefulde piger fandtes der ikke, for hvem modeljobbet aldrig ville blive til andet end en drøm?

Glorificeringen af branchen, af såvel medierne som branchen selv, gør, at modeljobbet let bliver meget mere end et job: det bliver en gave, sågar en identitet. Især når man er ung. Således giver forherligelsen af modeljobbet også gødning til, at fiaskofølelsen bliver dét større, når man pludselig ikke bliver til noget – andet end for bred om hoften. Når man ikke lever op til sine egne forventninger eller ender i det glansbillede, man har lært at tro på. Er man, som jeg, perfektionist, bliver det bristede glansbillede uacceptabelt; det er ikke muligt at give slip og komme videre. Glansbilledet skal realiseres, for man var jo så heldig, så særligt udvalgt og med så sikker en udsigt til succes. Glansbilledet skal realiseres, uanset hvor hårdt der skal kæmpes – og hvor tynd man skal blive. Og det er her, at modebranchens måske største ansvar ligger. Den kræver nemlig af modellerne, at de skal have nogle umenneskelige mål, som kun et meget lille fåtal at piger har. Dét er ikke befordrende for, at man som spiseforstyrret får det bedre. Tværtimod. Målene er med til at fastholde syge modeller i deres lidelse, af frygten for at de vil miste deres arbejde, hvis de tager på. Ligeledes mener jeg, at målene kan være med til at modeller udvikler spiseforstyrrelser, for pigerne sætter som oftest deres ben i branchen, førend formerne er færdigudviklede. Således får man bevist, at man er arbejdsdygtig, så længe man er tynd nok. De kvindelige former, som naturligt følger, når man bliver voksen, bliver et nederlag, der skal bekæmpes, frem for en påskønnelse og naturlig del af udviklingen.
Jeg er selv spiseforstyrret på femte år, med et inkompetent behandlingsforløb i det offentlige og utallige psykologsamtaler i bagagen. Jeg er en psykisk sårbar, anorektisk ung pige, der i årevis har gjort alt for at skjule min lidelse og last af frygt for at blive stereotypiseret og dømt ud fra de florerende fordomme. Som tidligere model, spottet i en meget ung alder, lever en fortælling som min da også op til en anerkendt fordom: Alle modeller er spiseforstyrrede. Men, til trods for selv at have udviklet en spiseforstyrrelse efter at være blevet model, er jeg ikke af den overbevisning. Jeg mener ikke, at det er modebranchens skyld, jeg blev syg.

Jeg mener heller ikke, at alle modeller lider af spiseforstyrrelser – selvom det er et faktum, at nogle unge piger og drenge i branchen rammes af lidelsen. Helt konkret anslår Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser (LMS), at omtrent 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse, heraf specielt unge piger i teenagealderen.

Jeg var 15 år gammel, da jeg blev ramt af anoreksien. Hvad der ligger til grund herfor, søger jeg fortsat et svar på. Måske det skyldes mine forældres manglende kommunikationsevne efter skilsmissen. Måske det skyldes min fars manglende tilstedeværelse. Måske det skyldes min mors forhold til sin egen krop. Eller min fars enorme træningstrang og bodybuildermagasiner, som står i klar erindring fra min barndom. Og måske det også skyldes modeindustriens enorme kropsfiksering, at netop spiseforstyrrelsen blev min form for selvdestruktion. Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at min spiseforstyrrelse skyldes et sammensurium af mange smerter, der havde hobet sig op gennem årene – og som til sidst blev ubærlige, da for mange drømme og fremtidsplaner brast på én gang.

Dermed ikke sagt at modebranchen ikke har et ansvar, når det gælder spiseforstyrrelser. Det har den i allerhøjeste grad, overfor såvel spiseforstyrrede som (unge) mænd og kvinder generelt. Branchen har et ansvar, både når det kommer til modellernes unge alder og de umenneskeligt små mål, modeller i dag skal passe ind i. Et ansvar jeg desværre ikke ser, at de tager på sig.

Modebranchen er en branche på lige fod med alle andre; en branche, der vil tjene penge. At pigerne ofte ”spottes” meget unge kan derfor ses som en ”naturlig” del af virksomhedskonkurrencen, da det for et bureau gælder om at finde ”nye ansigter” at tjene pengene på, før et andet bureau gør det. Samtidig er modeljobbet en sommerfuglekarriere, hvilket også kan ligge til grund for, at bureauerne foretrækker de helt unge piger, der har en længere ”levetid”. Men hvorfor sørger man ikke for at klæde pigerne på til det job, de skal udføre? Jeg husker, hvor uforberedt jeg selv var på de usagte krav modeindustrien stiller: small talk og selviscenesættelse var langt fra noget, jeg var vant til. Jeg var en indadvendt og genert pige, der ikke helt kunne finde ud af hvilket ben, hun skulle stå på – for jeg var fra mit bureaus side ikke blevet rustet til den voksenverden, jeg trådte ind i. Presset fra den hårde konkurrence modellerne imellem og det enorme fokus på ydre præstationer kan næppe være befordrende for et ungt og usikkert sind. Og så længe man ingen værktøjer får til at tackle presset, kan det hurtigt føles som et decideret nederlag, når det eksempelvis i perioder står mere sløjt til med jobbene. Lige så stille kan det medføre et nedbrudt selvværd, følelsen af at være forkert og utilstrækkelig. Dét kombineret med det øvrige pres, mange unge i dag oplever, er enormt meget at kapere. Er du ikke både mønsterelev, ønskedatter, fænomenal veninde og generelt perfekt på alle punkter, er du ikke god nok – for det er alle andre jo – hvilket dagligt manifesteres på de sociale medier. Et pres, der let kan munde ud i psykiske lidelser såsom anoreksi, når man ikke lever op til profilen af perfektion. Psykiske lidelser, der overskygger livet og i værste fald kan medføre døden. Selv var jeg godt på vej mod sultedøden, da jeg en kold decemberdag 2009 fik diagnosen ”anoreksi”. Med en kropsvægt på cirka 50 kilo og en højde på 180 centimeter var en øjeblikkelig vægtstigning nødvendig – og selvom det naturligvis var meget mod min vilje på pågældende tidspunkt, idet anoreksien havde så stort et tag i mig, forstår jeg i dag den bydende nødvendighed af det. Dog stiller jeg mig stadig uforstående overfor mange af de metoder og den tankegang, der tyedes til i det offentlige behandlingssystem, og det er således ikke kun i modebranchen, jeg mener, at man har brug for at kigge indad og overveje, hvordan man tackler mennesker med spiseforstyrrelser.

Manglen på individuel tilpasning og psykoterapi var mærkbar. Behandlingen bar tydeligt præg af, at man havde fuldt fokus på vægt og kalorieindtag frem for de problemer, der lå til grund for min spiseforstyrrelse. Den behandlingsform fastholdt mig i min lidelse frem for hjælpe mig ud af den.

Forudsætningen for, at jeg ville blive tilbudt psykoterapi, var en markant vægtstigning. For mig var en af de mest traumatiserende oplevelser i mit behandlingsforløb det kæmpe fokus på vægten. Det er klart, at en undervægtig pige skal presses til at tage på, når hun har anoreksi i en grad, der er direkte sundhedsskadelig. Og det er klart, at man som ”offer” for en sådan hjælp vil føle det som et direkte overgreb – for som sygeligt tynd ser man jo netop ikke sit udseende som sygeligt. Men at fokus udelukkende lægges på vægt, fremfor en kombination af vægtøgning og psykoterapi lige fra begyndelsen, er for mig at se dybt ulogisk. Jeg følte kæmpe tab, i form af frihedsindskrænkelse og umyndiggørelse, mens intet blev gjort for at erstatte tabene. Tab, der lagde grobunden for had og mistro til dem, der skulle hjælpe mig – dem, jeg skulle have tiltro til. Det kan ikke være hensigtsmæssigt for hverken samarbejdet mellem patient og behandler eller for selve behandlingen. Samtidig savnede jeg at få foræret nogle værktøjer til min psykiske bedring. Savnede hjælp til at ændre på selvdestruktionen, perfektionismen, mit selvbillede. En form for hjælp der, for mig at se, burde være en selvfølge fra behandlingsforløbets begyndelse, fordi anoreksi netop er en psykisk lidelse. Man har som anorektiker ondt i psyken, som en effekt af mange mulige årsager og omstændigheder. Selve spisevægringen og vægttabet er ”blot” de synlige symptomer på det, der gør ondt. Derfor stiller jeg mig også uforstående overfor, at jeg gang på gang er blevet tilbudt antidepressiva frem for psykologhjælp i min videre vandring mod et bedre liv. Jeg synes, det er en skam, at man tyer til medikamenter frem for samtale – for selvom antidepressiv medicin muligvis kan løfte et menneskes mentale tilstand, vil kemien aldrig være i stand til at ændre på menneskets reaktionsmønstre og undertrykte følelser. Kemien giver ikke et menneske redskaberne til, at ændre på årsagerne til sin sygdom eller evnen til at tage vare på sin tilstand på længere sigt. Den giver – i bedste fald – blot et mentalt overskud, for en tid.

Straf-belønnings-tankegangen er også en af de metoder, jeg stadig stiller mig uforstående overfor. Fejlede jeg i min vægtstigning, fik det konsekvenser; mindre frihed, mindre selvbestemmelse samt trusler om indlæggelse og udmelding af gymnasiet. Man fjernede det, der gav mig livsindhold, frem for at give mig små succeser, sejre og oplevelser, der satte lysten til livet i vejret. Meningsløsheden, manglen på at udrette noget, giver grobund for psykiske nedture – så hvorfor vælger man at fjerne livsindhold fra en, der i forvejen ser livet som meget indholds- og meningsløst? Og hvorfor vælger man at afstraffe en patient, hvis sygdom i høj grad går ud på selvafstraffelse? Når en patient, der følelsesmæssigt styres af høje præstationskrav, skyldfølelse, afstraffelse og frygt, skal få det bedre, vil jeg mene, at man hellere bør udstikke gevinster, patienten kan arbejde hen imod. For afstraffer man, som konsekvens af at patienten ikke er i bedring, giver man blot brændstof til sygdommen; man bekræfter patienten i, at han eller hun er utilstrækkelig og fortjener at blive straffet herfor.

I stedet mener jeg, at man bør opretholde så megen normalitet i patientens liv, som det er muligt. At man bør lade patienten beholde så meget frihed og ansvar, som det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Jeg tror, at ansvarsfølelsen og medbestemmelsen ville være med til at fremme behandlingen. Hvis der blev talt med frem for til den spiseforstyrrede, ville den frihedsindskrænkning, der er nødvendig, formentlig føles som et lidt mindre overgreb – for da ville man som patient føle sig taget mere alvorligt og forstået frem for fanget og misforstået. Og, måske vigtigst af alt, ville man føle sig mere normalt behandlet. For så længe man ikke behandles normalt, hvordan fanden skal man så nogensinde finde ud af at genvinde sin normalitet?

Hvordan modebranchen behandler sine modeller i den kommende modeuge, kan jeg kun gisne om. Men jeg kan håbe, at det, der var normalt, da jeg figurerede i den, har ændret sig. Dengang var det normalt pizza og slik, frem for sund og nærende kost, der serveredes backstage – hvis der overhovedet serveredes noget – og mens ultratynde skikkelser pligtskyldigt nippede til slikskålenes vingummibamser, fyldte ordet spiseforstyrrelse lige så lidt i samtalen, som den sunde mad gjorde det på bordene. Jeg kan kun gisne om, hvad der er normalitet backstage i dag. Jeg kan håbe på, at branchen tager det ansvar, den bør, i forhold til modellernes ve og vel – men med de umenneskelige krav, der fortsat stilles til deres kroppe, tvivler jeg desværre på, at det er blevet nemmere for modellerne at holde balancen.

Jeg var engang at finde blandt modellerne, som balancerer på podierne under Copenhagen Fashion Week. Jeg faldt ikke en eneste gang, men mistede alligevel balancen, da jeg blev syg for fem år siden. Jeg var en af de heldige, for hvem anoreksien ikke blev min død, og jeg har rejst mig igen – men endnu ikke genvundet mit fodfæste fuldstændigt.

At leve med en spiseforstyrrelse er en daglig balancegang under en tung byrde, der kun bliver tungere af den uvidenhed og tabuisering, som lidelsen desværre fortsat er omgærdet af. At komme ud af lidelsen er heller ikke let, specielt når den rette hjælp mangler. Jeg håber, at det en dag vil være anderledes. At hjælpen i højere grad sættes ind på de psykiske årsager til lidelsen frem for de synlige symptomer: udseendet og vægten. At man som spiseforstyrret vil blive mødt og forstået frem for målt og vejet – og at menneskets krop og kunnen generelt vil blive målt og vejet efter højere standarder, end de sygelige idealer der er fremherskende i dag.