BAG FLÆSKET, FACADEN OG FJERNSYNETS FERNIS

Vanessa Joy Hobbs_vanessajoy.dk_blog

Efter udgivelsen af min bog FLÆSK blev jeg inviteret til at skrive et blogindlæg på Plusbog.dk’s blog Bogpuls. Blogindlægget, som følger nedenfor, blev bragt d. 5. februar, og du kan her læse lidt om, hvordan jeg har oplevet det at stå frem i al offentlighed med mit livs største hemmelighed.

BAG FLÆSKET, FACADEN OG FJERNSYNETS FERNIS

Indrømmet: De sidste knapt to uger i mediernes søgelys har været én lang rutsjetur med mange op- og nedture, mange blandede følelser – og megen angst.

For ja; det har været – og er – hårdt at leve med anoreksi. Det har været, og er, angstprovokerende at eksponere sin dybeste hemmelighed. Det har været, og er, syret pludselig at råbe op om det, man i vores samfund helst holder sin kæft med.

Jeg vågede som en høg over min hemmelighed, anoreksien

Gennem mere end fem lange, tunge år, var anoreksien min dybeste hemmelighed. Jeg vågede over den, som en høg. Afkodede konstant mine omgivelser, opsnappede ethvert tegn på at være gennemskuet. Jeg var konstant i alarmberedskab, klar til at afvæbne enhver mulig afsløring. Gik til angreb, når min mor betroede virkeligheden til andre, frem for at lægge skjul på og gøre som om.

Jeg led under tabuiseringen, der omgærder psykiske lidelser, led under uvidenheden og fordommene om anoreksi – og jeg var enormt angst for, at blive afsløret og dømt på min sygdom. Jeg havde aldrig, aldrig, aldrig troet, at jeg en dag ville være, hvor jeg er i dag: om bord på mediekarrusellen, med min lidelse og last som omdrejningspunkt.

Min kronik om spiseforstyrrelse, modebranche og behandling

Mine “15 minutes of fame” startede med en kronik, som jeg sendte ind til et af landets førende dagblade, uafhængigt at bogen FLÆSK, for at gøre opmærksom på emnet spiseforstyrrelse, samt på hvordan man i dagens Danmark tackler lidelsen. Med min baggrund som model gik en del af mine kritikpunkter på modebranchens ansvar, men det var – fra min side – kun en del af formålet med kronikken. Det var i ligeså høj grad vigtigt for mig, at lægge op til debat om det offentlige behandlingssystem, der, i mine øjne, langt fra er et kompetent behandlingstilbud til det stigende antal af spiseforstyrrede danskere.

Da jeg lørdag morgen d. 24. januar åbner op for dagbladet, står det imidlertid klart for mig, at man fra dette medies side hellere dyrker vinklen, der sælger, frem for den, der fra min side var lagt vægt på. “Spiseforstyrrelser er modebranchens store tabu” lød rubrikken, efterfulgt af en underrubrik, der næsten ordret proklamerede, at jeg var blevet syg som direkte konsekvens af mit modelarbejde – et noget andet statement, end det, jeg selv havde skrevet.

At man i nogle medier hellere koger suppe på den efterhånden gamle fortælling om den syge model, frem for at få et mere nuanceret billede af forholdet mellem modebranchen og anoreksiramte unge piger – og drenge, for den sags skyld – synes jeg, er en skam. Det bliver hverken lettere at være spiseforstyrret eller model, hvis fordommen om, at de to altid går hånd i hånd, bliver ved med at få brænde til bålet. Men; jeg vidste godt, hvad jeg risikerede, og jeg ved også godt, at jeg alternativt kunne have holdt mig helt fra, at berøre modebranchens rolle.

Heldigvis var min videre vej ind i mediernes søgelys af en helt anden kaliber.

Mødet med medierne og deres respons på min bog FLÆSK

Jeg er blevet mødt af meget forstående, empatiske og tilstedeværende journalister, der alle havde læst min bog ”Flæsk”, både i radioprogrammerne “Mig og Monica” og “P1 Eftermiddag”, samt i TV- programmerne “Go’ Morgen Danmark” og “Lounge” – og det er jeg dybt taknemmelig over.

For bag kulissen, fjernt fra fjernsynets fernis, har jeg, i den forløbne halvanden uges tid, været et psykisk ustabilt nervevrag uden lige.

Skelettet fra skabet kom grænseoverskridende og sorgfuldt ud

At skulle stå offentligt frem med min dybeste hemmelighed, min skam og skellettet fra mit skab, har både været enormt grænseoverskridende og sorgfuldt. Det har ribbet op i gamle ulykkelige minder og i de stadigeksisterende dybt forankrede følelser, der er forbundet med anoreksien, og den skade, sygdommen har forvoldt mig og mine nærmeste.

Dertil kom, at angsten, der ofte har det med at overskygge enhver glæde ved positive oplevelser, naturligvis heller ikke ville snydes for en tur i medierne. Angsten for at være utilstrækkelig, angsten for at miste mælet, formulere mig dumt, fremstå selvcentreret og latterlig, har været min tro følgesvend bag facaden.

Som jeg også gang på gang har pointeret i medierne, er jeg fortsat styret af den selvdestruktivitet, anoreksien næres af. Og jeg er stadig dybt perfektionistisk. Og dét har jeg i den grad mærket til, i forbindelse med det nervepres, mediebevågenheden forårsagede.

Men jeg har på ingen måde fortrudt.

Overvældende hjertevarme og interesse omkring FLÆSK

For sideløbende med alle mine indre kampe, mine selvdestruktive tankespiraler og mit mylder af kaotiske følelser, er jeg blevet mødt af en helt enorm opbakning.

Jeg har modtaget mails fra mødre, der har mistet døtre til anoreksien. Behandlere, der støtter op om min kritik af det offentlige behandlingssystem. Forældrepar, som bruger bogen til at reflektere over deres egne sammenbragte familier. Og jeg har sågar fået mails fra en 60-årig mand, der har både grædt og grint over bogen.

Venner og fremmede har siden min “afsløring” sendt kærlige tanker og støttende ord, og udvist en helt overvældende hjertevarme og omsorg, som jeg aldrig i mit liv, havde turde håbe på.

Al min frygt for folks reaktioner, mine rædselsscenarier om, at venner og bekendte ville tage afstand af ren og skær mangel på at kunne forholde sig til, har været fuldstændigt uberettiget. Hvis der overhovedet er sket en ændring i mit forhold til andre mennesker, ligger den i, at jeg omsider har lukket folk ind. Helt ind. Noget jeg ville ønske, at jeg havde haft overskud og mod til at gøre langt, langt tidligere – for hvor ville det have sparet mig for en helvedes masse angst og ensomhed.

Mit håb om at FLÆSK vil sætte fokus på unge og psykiske lidelser

Bogen Flæsk sætter fokus på spiseforstyrrelserLider man af en spiseforstyrrelse, er det ikke altid lige nemt at stå ved det. Og det er lige netop dér, jeg håber, at jeg med min bog FLÆSK, kan være med til at gøre en forskel; at forståelsen for psykiske lidelser – samt pressede, danske unge generelt – kan blive endnu større. At der vil komme øget fokus på unges trivsel og blive åbnet endnu mere op for debatten om psykiske lidelser såsom anoreksi, så de utallige fordomme og den store uvidenhed, der omgærder spiseforstyrrelser, kan kommes til livs. At vi i samfundet kan gøre op med tavsheden og bryde tabuet – en gang for alle.

Derfor vil jeg afslutningsvist sige TAK til jer, der følger med og læser bogen – I gør en forskel!