BODY-SHAMING: BÅDE DE BREDRØVEDE OG BENEDE BODYSHAMER

I denne uge kan vi danske kvinder bryste os af, at det er 100 år siden vi fik valgret. Vi kan fejre kvindens ret til sin stemme og selvbestemmelse. Men hvordan står det til med kvindestemmen og det frie valg anno 2015, kvinde og kvinde imellem? Er det, at kunne kalde sig kvinde, en medfødt ret – eller er retten i dag betinget af, hvordan man som kvinde ser ud?

”Er det en rigtig kvindekrop?”
Således lød spørgsmålet fra den journalist, der en kold aften i marts havde sat mig stævne ved en butiksrude på Strøget, midt under den glohede Cover-skandale. Jeg kiggede på modellen, hvis krop lignede enhver anden kampagnepiges. Forsøgte at tage stilling til et spørgsmål, jeg egentlig ikke brød mig synderligt om at skulle svare på. I en tid hvor du skal være ”bikiniklar”, før det er tilforladeligt at solbade i offentligheden, hvor du ikke kan være tynd, uden at være anorektiker, hvor en veltrænet kvinde har six-pack året rundt, en str. 40 kaldes for plus-size og ægte skønhed har ”kvindelige former”, havde jeg mange definitioner af en korrekt kvindekrop at dømme modellens ud fra. Men hvad havde givet mig ret til at nedfælde dom over hendes udseende – eller hendes grad af kvindelighed?

Jeg vidste selvfølgelig godt, hvilket svar journalisten fiskede efter. Med min baggrund som tidligere model, der blev ramt af anoreksi, er jeg umiddelbart et oplagt bevis på, at dele af modebranchen i højere grad profiterer på at fabrikere anorektikere og forskruede kropsidealer, end de beklædningsgenstande, der hænger på dem. Medierne sætter hellere end gerne lighedstegn mellem model og anorektiker, og jeg har, efter udgivelsen af min selvbiografi FLÆSK, ofte oplevet, at journalister både forventer og ønsker, at jeg gør det samme.

At kvindekroppen er et debatemne, kommer næppe bag på nogen. Alle har altid en mening om den. Medierne debatterer den med jævne mellemrum, det samme gør fyrene i baren og tøserne på toilettet. Og fyrene på toilettet og tøserne i baren – man skulle jo nødigt komme til at kønsstereotypisere her.
Hvad der dog gang på gang slår mig er, at det er implicit og selvfølgeligt, at en kvindes udseende definerer, om hun med rette kan være sit køn. Der skal en rigtig kvindekrop til. Men hvordan fanden ser en ”rigtig kvinde” ud?
Tager man et kig på diverse modemagasiner, er dommen klar: en rigtig kvinde er tynd. På nær de halvårlige, halvhjertede forsøg på at nuancere idealet med en enkelt ”plus-size” model, er det den tynde, tonede kvinde, der her har patent på kønnet. Side om side med tips og tricks til at få ”den perfekte hud” og blive ”bikiniklar på 8 uger”, gør hun sig selvsikkert til for læseren. Et salgstrick, der går mere eller mindre rent ind hos landets overflod af kropskomplekstyngede kvinder. Med opskriften på den ideelle krop, får håbet og drømmen lov at spire. Nu skal der gøres en indsats, for nu er det snart sommer. Og det er jo som bekendt kun tilladt at trække i bikinien, hvis maven er flad og formerne kantede. Selvkontrollen sættes i sving, den står på selvdisciplin og restriktion for fuld skrue. Lige indtil den dag, hvor alt sættes over styr, fordi man tillod sig selv et stykke kage. Ét lille syndigt stykke, der skulle have været selvforkælelse og nydelse, men ender som en skamplet på samvittigheden, der er langt større end den synd, man netop har begået. Man kan ligeså godt opgive, æde et stykke mere og skide hul i det hele. Efter ugers selvdisciplin, formåede man jo alligevel ikke at blive del af den fladmavede forsideklub.

Men vent, det er måske slet ikke så skidt alligevel. Var det ikke noget med, at den tynde, tonede kvinde i virkeligheden er usexet og ukvindelig? ”Less is more” er et opdigtet modefænomen – jo mere krop, jo mere kvinde. Det er mor-kroppen, der er in; den med de kvindelige former, der vidner om et nydelsesrigt liv – både seksuelt og gastronomisk. Det er den, der er værd at vise frem. Ikke de udsultede tynde tændstikpiger, der ikke tør give sig hen til nydelse. Eller de overtrænede, mandhaftige muskelbundter. Ægte skønhed er brede hofter, bløde baller og buede maver.
Eller er det? Nej, fandeme nej. En rigtig kvinde er trænet. Stærk og sej, ligesom sin krop. Hun har fuld kontrol over sit udseende, gennem benhård træning og kontrolleret kost. Hun kan fremvise sixpack, baller af stål og gode guns – og formentlig slå den gennemsnitlige danske mand i gulvet, om nødvendigt. En rigtig kvinde har taget et valg, hun har taget styringen over sit eget velvære. Hun træner, fordi hun vægter sundhed højt. Hun nyder at dyrke sundheden. Om hun bliver snydt for sukker, stivelse og andre syndige sager? Nej da, det er jo er aktivt, selvstændigt valg. Et valg hun aldeles ikke behøver forsvare, hverken overfor sexistiske mandfolk eller misundelige tykke trunter, der hiver efter vejret på rulletrappen, fordi de ingen selvdisciplin har.

Og sådan kunne jeg fortsætte. Med at forsvare Kim Kardashian-røvens ret til at blævre, plus size pigernes plads på podiet osv. osv. Man kan selvfølgelig argumentere for, at de mange definitioner af den ”rigtige” kvindekrop blot skal ses som udtryk for, at der er kommet kropsidealer, og altså plads til andet, end modeindustriens size zero. Problemet er bare, at vi oftest forsvarer én kropstype, ved at nedgøre en anden. Under dække af at vælge at stå ved vores egne kroppe, forsvarer vi vores ret til det, ved at bekrige ”de andre”.

Du ligner et skellet, tag og æd en cheeseburger.”
”Dine muskler er alt for store, du ligner jo en mand”

Kommentarer som disse skal man ikke lede længe efter, navnlig på de sociale medier. Skinny-shaming er blevet ligeså legitimt i Facebooks kommentarfelt, som fat-shaming er det i kraft af hele den Vestlige Verdens tyndhedsdyrkelse generelt. Der er hverken plads til fyldige former eller flad barm. Det synes at kvinder altid skal forbedre sig, hvilket konstant manifesteres i de utallige guides til den perfekte krop, det perfekte job, det perfekte liv.
Selv de kampagnefremstød, der søger at gøre op med perfektionsdominansen, bærer ofte præg af, at ét udseende er mere rigtigt end et andet. ”Lær at elske dine skønhedsfejl” er bare ét af de eksempler, hvor retorikken spænder ben for budskabet: at kalde naturlige træk som strækmærker og appelsinhud for skønhedsfejl vedligeholder jo netop ideen om, at disse bør korrigeres. At den upolerede, forskelligartede kvindekrop er forkert.
Vi lever i et samfund, hvor kulturen af præstation og perfektion har kronede dage både i uddannelsessystemet, på arbejdspladserne, i fitnesscentrene og på de sociale medier. Alt er blevet en præstation – selv det at være sit eget køn. At være under et sådant psykisk, konkurrencepræget pres giver unægteligt grobund for selvværdsproblemer. Men bliver resultatet ydermere, at kvinde bliver kvinde værst, i et livslangt maratonløb mod medaljen ”en rigtig kvinde”?

Man må selvfølgelig ikke glemme, at også manden er offer for kønsrollestereotypisering, kropsidealer og kropskomplekser. Eller at masser af mænd heller ikke er blege for, at kaste sig ud i disciplinen body-shaming. Men mit indtryk er, at det er kvindekroppen, der debatteres og vurderes hyppigst – ligesom det er kvinder, benede som bredrøvede, der præsterer bedst i body-shaming. Og jeg undres. Hvad retfærdiggør, at vi kan tilsvine andre og pådutte dem diagnoser? Fik vi med retten til en stemme også ret til, frit og uhæmmet, at kommentere og definere andres udseende?

Når det kommer til kvindekroppen, kan vi nok så meget kæmpe for, at dens form er et frit og individuelt valg. Men så længe vi bruger vores afholdte ytringsfrihed til at fælde dom over andres valg og vidde, bekæmper vi samtidig alle kvinders ret til at være.

Jeg er ikke nogen helgen; jeg er ikke selv blu for – om end med kæften lukket – at bedømme eller dømme andre på deres udseende. Jeg er så absolut heller ikke noget pragteksempel på, hvordan man lukker øjnene for idealer og ørerne for den indre stemmes selvkritik. Efter at have trukket rundt på et sygt sind siden 2009, er det mig i år endeligt lykkedes at gå på stranden i bikini, uden at gemme maven væk bag et par løse shorts eller en oversize T-shirt. Men kun på gode dage. For jeg er stadig styret af anorektiske tanker, og ligger også under for flere af skønhedsidealerne i vores samfund. Både modebranchens og fitnesskulturens. Jeg måler mig stadig med gennemretoucherede kampagnepiger. Og min trang til at være tynd og tonet, er ikke kun motiveret af sundhed og velvære. Den er sygelig, sørgelig og selvcentreret. Den er bare også lystbetonet i kraft af det psykiske overskud og velvære, det giver mig at være fysisk stærk.

Hvilken psyke, der gemmer sig i den fysiske krop, kan ingen se med det blotte øje.
At være tynd er ikke nødvendigvis ensbetydende med at være usund. Lad mig for god ordens skyld lige slå helt fast: Man kan sagtens være meget tynd, uden at være anorektisk. Og man kan sagtens være anorektisk, uden at være meget tynd. Anoreksi er en psykiske lidelse, der bl.a. næres af selvdestruktivitet og mindreværd. I modsætning til hvad mange antager, handler anoreksi ikke blot om, at man gerne vil se tynd ud. Det er derfor også dybt fejlagtigt, at gøre modebranchen til hovedårsag til spiseforstyrrelser. Bevares, branchen har et ansvar for kvinders velbefindende og samfundets kropsideal – men at udnævne den til øverst ansvarlige, er en uhensigtsmæssig forenkling. En forenkling, der hverken gavner modellerne, som konstant skal forsvare deres udseende, eller spiseforstyrrede, som fortsat må trækkes med fordommene om, at anoreksi blot er en modedille.

På samme måde går ugentlig træning for ”ikke-diagnosticerede” kvinder heller ikke nødvendigvis hånd i hånd med six-pack-ideal og streng diæt. Træningslysten kan lige såvel være drevet af velværet ved, at være i en krop, der er stærk og smidig – måske endda samtidig med, at man har såkaldt ”kvindelige former” og en sulten sød tand. Og man behøver ikke være ugidelig og doven, fordi man er godt i stand. Eller bære rundt på et mindreværd, man forsøger at spise væk. Det kan være, det er sådan, det er. Men det kan også være, at man ganske enkelt har det godt med sig selv i lige præcis dén krop. Det kan være, man har valgt det sådan.

I år fejrer vi 100-året for kvinders valgret. Hvordan ville det være at fejre 200-året med en mangfoldighed af kroppe, der ikke udskammes og udskældes men værdsættes for deres forskelle? Hvordan ville det være, hvis vi vælger at gøre de næste 100 år til dem, hvor kvinden ikke blot lærer at stå ved sin krop og sin ret til frit at vælge, hvordan hun bedst kan lide den – men også lærer at respektere andres ret til samme og at bruge sin stemme med fornuft?
Drop body-shamingen. Drop kommentarerne til den tynde pige om, at hun burde æde en hamburger. Lad være med at opfordre den overvægtige til at lægge gaflen fra sig. Eller sige til den trænede, at hun skal skrue ned for kiloene på vægtstangen, for ikke at ligne en mand. Kvinde, kend din krop – og din kæft. Hverken du eller jeg bliver mere eller mindre kvinde af, at være muskuløse, kurvede, flommefede eller radmagre.