HVAD FORTÆLLER ADGANGSKVOTIENTER?

Hvordan hænger det sammen, at karakteren 7 gives for ”den gode præstation”, når et gennemsnit på 7 tilsyneladende ikke er ”godt nok”? Og hvorfor har vi så skide travlt?

Skyhøje adgangskvotienter
Karaktersnittet er de senere år steget gevaldigt på mange videregående uddannelser – og i dag kunne mere end 23.000 håbefulde unge således stå op til et afslag, grundet for lavt et snit. Men kan et tal alene fortælle om studieegnethed, eller bør vi genoverveje præmissen for en studieplads?

Med det nuværende uddannelsessystem afhænger chancen for en studieplads nemlig af tal: adgangskvotienter. Landede man det skyhøje gennemsnit på sin STX eller HTX, er der frit valg på alle hylder; du kan vælge og vrage mellem de videregående uddannelser. Men har du, af den ene eller den anden grund, ”kun” fået et middelsnit, er det knapt så let at komme ind. Ganske vist kan man søge optagelse via Kvote 2 – men optagelse herigennem kræver både en omfattende ansøgning, og at man kommer igennem et meget lille nåleøje.

Lyst og kvalifikation – eller ”bare” god til karakterer?
På Kvote 2 skal du både dokumentere og argumentere for din motivation, dit studiepotentiale samt den studierelevante uddannelse og erfaring, du naturligvis har. Søger du derimod optagelse med tårnhøje karakterer gennem Kvote 1, behøver du sådan set ikke sætte dig synderligt ind i, hvilket studie du søger optagelse på – et par klik på computeren og de næste år af fremtiden er i hus, uanset livs- og erhvervserfaring.
Er det fair, at der er så stor forskel på Kvote 1 og Kvote 2? Og hvorfor bør man kun argumentere for sin egnethed og motivation til en given uddannelse, når man søger Kvote 2? Det er, for mig at se, ikke selvfølgeligt, at man egner sig lige meget til alle uddannelser, bare fordi man har snittet til dem – ligesom jeg heller ikke mener at et tal bør afgøre, at man er uegnet.

Tag fx psykologi: Adgangskvotienten for denne uddannelse ligger i år på 11,4. Fik man ikke topkarakter i samtlige fag på sin ungdomsuddannelse, er det således umuligt at komme ind på sit snit – også selvom man klarede det godt i de fag, der rent faktisk retter sig mod studiet. Det er nødvendigt at præstere til perfektion i alle fag af sin ungdomsuddannelse, hvis man vil sikre sig en plads på dette studium.
Men hvorfor skal et 2-tal i fx fysik afgøre, om man kan studere psykologi? Bør det ikke betyde langt mere, om man har de rette kompetencer i form af fx følelsesmæssig og social intelligens?

Hvad fortæller et karaktergennemsnit? Og hvad fortæller det ikke?
Jeg var selv så heldig at få plads på et studie i år – gennem min Kvote2-ansøgning. Havde jeg søgt via Kvote1, var jeg dog hverken kommet ind på min 1., 2. eller 3. prioritet.
Har jeg et dårligt snit? Næ, egentlig ikke. Ganske vist stilles mit perfektionistiske jeg ikke tilfreds, men et gennemsnit på 9,4 kan næppe kaldes dårligt. Alligevel er det ikke godt nok til de uddannelser, der interesserer mig – slet ikke i år, hvor muligheden for at gange mit snit var forsvundet, som straffen for hele tre fjumreår.

At mit snit ”kun” blev 9,4, fordi jeg sideløbende med gymnasiet kæmpede med en voldsom spiseforstyrrelse, står der ikke på mit afgangsbevis fra gymnasiet. At jeg har brugt mine ”fjumreår” på at genopbygge mit selvværd, få erhvervserfaring og en tiltrængt pause fra karakterpresset under en uddannelse, er heller ikke noget, der giver point. Studieegnethed afhænger af karakterer, ikke livserfaring – og at karaktererne kan afspejle et svært liv, tages der ikke højde for.

Fremragende fremdrift
Vi får konstant tudet ørerne fulde med vigtigheden af en videregående uddannelse. Og efter indførelsen af fremdriftsreformen kan det hverken gå hurtigt eller godt nok.

Med de stigende adgangskvotienter skabes et karakterræs allerede hos gymnasieeleverne, der i sig selv kan være nok til, at man knækker sammen psykisk. Du skal sgu præstere ”fremragende”, for karakterkravene er så urimelige, at ”den gode præstation” ikke længere er god nok.

Samtidig prædikes, at unge bør skrue ned for præstationsræset. At unge, navnlig piger, i dag har alt for høje præstationskrav til sig selv. Men jeg spørger bare: Hvordan fanden skal man kunne drosle ned på sit ambitionsniveau, når det år efter år bliver blåstemplet, at en plads på universitetet kræver tårnhøje præstationer – og at en videregående uddannelse er vejen frem?

Danske unge skal være den bedst uddannede generation” – og det på rekordtid.
Men hvilke studerende risikerer vi at ende op med, når de presses gennem uddannelsessystemet og skal leve op til tårnhøje adgangskvotienter? Nedbrudte, stressede mennesker, der ikke får lov at mærke efter og tænke sig om? Hvem ender vi med at tabe i systemet, til trods for, at de er yderst kvalificerede til et studie – måske endda mere, end de, der får en plads? Og hvorfor har vi egentlig så travlt med at skulle igennem en uddannelse og ud til et job? For at tjene penge til at leve for – uden nogensinde at have haft tiden til at reflektere over, hvad det egentlig er for et liv, man lever?

 

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/14135275/?claim=cur42ttrh7j”>Follow my blog with Bloglovin</a>