OM COVERGATE – DIREKTE FRA “DEN SYGE EKSMODEL”

D. 22. februar bragte jeg, i forbindelse med Covergate, dette debatindlæg på Kommunikationsforum:
Så er det den ”syge eksmodel” og forfatteren til bogen FLÆSK, der lige har brug for at bidrage med et indlæg til den debat om modebranchen og dens modeller, der blev udløst onsdag aften af “COVER-skandalen”.
I går aftes faldt jeg tilfældigt over indlæg “Jeg har til gode at møde en modelmutter, der ikke er fuld af lørn”, bragt af en klummeskribent fra TV2, der, som mange andre i de seneste døgn, udlægger sin kritik af modebranchen ift. modellernes ve og vel, herunder specielt modelbureauernes ansvar.
Klummen kan læses her.
Da det er mine erfaringer – dem, klummeskribenten har læst om i min bog – med modebranche og spiseforstyrrelse, skribenten bruger som belæg for mange af sine holdninger/argumenter, har jeg behov for, at give mit besyv med. Det er ikke fordi, jeg føler min personlige beretning og mine erfaringer fra modebranchen ”misbrugt”, men der er enkelte steder, jeg synes, at Charlotte Højlund har mistolket mig lidt, og derfor fremlægger mit syn på modebranchen en smule fordrejet – selvom jeg ikke kunne være mere enig med hende i, at det ville klæde branchen med noget ærlighed, ansvarstagen og en ændring af det kropsideal, den dyrker.

JA, jeg har – med egen krop – været en del af den danske modebranche, oplevet såvel de positive som negative sider af jobbet som model. JA, jeg udviklede som 15-årig (model) anoreksi; en sindslidelse, jeg endnu ikke er sluppet helt af med. JA, jeg mener også, at modeverdenen har et kæmpe ansvar ift. dens (ofte meget unge) modeller, kropsidealet i vores samfundet samt udviklingen af spiseforstyrrelser. Et ansvar, jeg ikke oplevede, at de tog på sig, da jeg selv var en del af branchen. Et ansvar, de stadig ikke påtager sig.

Jeg kunne BRÆKKE mig over, hvor tydeligt den aktuelle episode med modellen fra Cover har illustreret, at der fortsat er langt imellem de ansvarlige fra branchen, som vægter ærlighed og ansvarsfølelse synderligt højt. Bente Lundquist, Eva Kruse, Malene Malling – hele banden. Det sætter rent ud sagt mit pis i kog, at alle og én forsøger at vaske deres hænder for at overleve mediestormen, i stedet for at stå ved, hvilke omstændigheder der gør sig gældende i branchen: At man SKAL være meget tynd, for at være model. At modeller OFTEST er meget unge, når de starter – formentlig bl.a. fordi, at de endnu ikke er færdigudviklede, og derfor har lettere ved, at opfylde de mål, som jobbet kræver. At det ER et meget meget tyndt idealbillede modebranchen er med til at skabe – og at billedet i Cover langt fra er et enestående eksempel på lige netop det.

Jeg mener dog ikke, at anoreksi ”er ufattelig present alle steder i den verden” eller at det nødvendigvis er ”en sygdom, som bureauerne ved, at mange af deres modeller har”. Jeg aner ikke, hvor mange modeller, der reelt er spiseforstyrrede, og hvor mange, der bare er født med ”heldige” gener. Men jo, jeg ved – og er selv eksempel på – at spiseforstyrrelser ER en realitet. Også i modeverdenen. Og jeg ved også, at mange af dem, jeg startede som model samtidig med, desværre er endt med et mere eller mindre forskruet forhold til krop og mad som konsekvens af, at man som model skal have nogle meget små hoftemål. Mål, som det er de færreste færdigudviklede kvinder, der kan opnå naturligt.

Men, som Charlotte Højlund også pointerer, mener jeg ikke, at min egen spiseforstyrrelse kom som en direkte konsekvens af mit job som model. Det er vigtigt for mig at pointere, at spiseforstyrrelser er en PSYKISK LIDELSE, der ikke bare handler om, at man gerne vil være tynd. Spisevægringen og vægttabet er ”blot” symptomerne på, at noget gør rigtig rigtig ondt – og lige såvel som man kan se meget tynd ud, men være sund og rask, kan man også se sund og rask ud, men være meget spiseforstyrret.
At blive syg som direkte konsekvens af jobbet kan være tilfældet for nogle, eksempelvis modellen Tenna, som jeg i torsdags gæstede Aftenshowet sammen med. Hun fik, allerede som anorektisk og med en vægt på under 50 kg, at vide, at hun skulle tabe sig. Men for mit eget vedkommende blev jeg syg, fordi jeg havde ondt i livet og ondt i psyken af mange forskellige årsager. Modebranchens rolle i forhold til udviklingen af min spiseforstyrrelse er i højere grad det psykiske pres, jeg følte i forbindelse med jobbet, og at jeg fra mit bureaus side ikke blev klædt på til den verden, jeg trådte ind i.
Det er også helt rigtigt, at jeg mener, at modeverdenen kan være med til at fastholde spiseforstyrrede modeller i deres spiseforstyrrelse, ligesom den er med til at fremelske et idealbillede, som mange (unge) piger kan komme galt af sted med at forfølge. Så galt af sted, at det kan ende med døden, hvis ikke det ”bare” resulterer i et nedbrudt selvværd samt et forskruet forhold til mad og motion. Og det fatter jeg simpelthen ikke, at magtmenneskerne i modebranchen bliver ved med, at lukke øjnene for – eller bare være ligeglade med…
Har man lyst til at læse mere, om mine holdninger til modeverdenen (og behandlingen af spiseforstyrrelser i det offentlige behandlingssystem), kan man læse om det i min kronik, der blev bragt 24. januar i Politiken.