RØVGOD REKLAME?

Sex sælger – men sælger det bare produkter, eller hører undertrykkelse og mindreværd med i købet?

I går startede endnu en krop- og kønsdebat på de sociale medier, pga. en Movia reklame; ”bagenden” af en Movia-bus fik sindene i kog hos (bl.a.) Dansk Kvindesamfund.

Reklamen, hvis afsender er stripklubben Mirage, består af en velformet, yderst letpåklædt kvinderøv og kritiseres for at være både sexistisk og kvindenedgørende; en form for markedsføring som Movia før har fået smæk for at have hængende på sine busser, bl.a. i forbindelse med Nygarts ”Nye bryster”-reklame.
Ifølge kritikerne er den provokerende markedsføring et problem i kraft af sin seksualisering af kvinden, der reduceres til et objekt og sexsymbol. At reklamerne får plads i det offentlige rum, som eksempelvis på Movias busser, gør kun ondt værre, da det dermed ikke er muligt at fravælge dem.

Men hvor går grænsen for kampagnefremstød og virkemidler, i et land der bryster sig af sin ytrings- og trykkefrihed? Er det o.k. at censurere markedsføring, fordi den er provokerende? Og er det egentlig ikke meget naturligt at sælge på sex, når man vil reklamere for en stripklub?

Nøgenhed i vores samfund er langt fra nyt. Vi støder på det overalt; i reklamer, modeserier, film – you name it. At det er kvindekroppen, der oftest ses nøgen, er der heller ikke noget nyt i. Og om et par kvindeballer på bagenden af en bus nødvendigvis bør opfattes nedgørende, eller nærmere skal ses som en hyldest til kvindekroppens velformede attributter, vil formentlig altid afhænge af, hvem man spørger.
Men kunne vi ikke få et mere nuanceret billede af kvindens krop, når nu den så jævnligt får eksponering i det offentlige rum?

Jeg er godt med på, at et par velformede, fyldige baller bare ér bedre at se på, end en flad omgang ingenting eller en kæmpemæssig ladeport. Men hvorfor skal det gang på gang være den gennemretoucherede, superspændstige, uopnåelige og uvirkelige kvindekrop (eller kropspart), der skal vises frem? Hvorfor kan vi ikke give plads til bollehåndtagene, den blødere bagdel, de forskelligartede bryster, det utrænede maveskind – eller bare det uretoucherede, trænede af slagsen?

Jeg ser ingen kvinder i den virkelige verden, hvis røv er så blankpoleret og kuglerund, som den er på fx Mirages eller Cults Vital Water reklamer – heller ikke i fitnesscenteret, hvor bomstærke bagdele ellers hyppigt squatter forbi.
Jeg ser til gengæld rigtig mange, der måler sig med det kropsideal, de dagligt bombarderes med.
Rigtig mange, som får et forkert billede af, hvordan man naturligt bør se ud, fordi stort set alle sendeflader dyrker det samme, stramme kropsideal. Om de er ”jaloux”? Tjah, det er meget muligt, at de er misundelige – men det er en misundelse, der kommer i kraft af det mindreværd, påduttelsen og forherligelsen af et uopnåeligt ideal forårsager. For hvem vil ikke gerne se ud, som man skal?

Det kan godt være, at bare bryster og baller er fandens effektiv markedsføring og røvgod reklame – men det er fandeme også røvnederen, at der ingen plads er til flere nuancer af røven!

Læs mere om Dansk Kvindesamfunds kritik af Movia reklamen fra Mirage her.